I filosofien finder man enkelte bevingede ord, hvis berømmelse næsten overgår deres berømte forfattere, og hvis udbredelse rækker langt ud over de sammenhænge, hvori de oprindeligt blev udtalt eller nedskrevet.
“Det eneste, jeg ved, er, at jeg ingenting ved” “Jeg tænker, altså er jeg” og “Gud er død” er blandt eksemplerne. Den slags slående sentenser er som en slags magiske porte, der fører os direkte ind i centrum af den filosofiske tænkning. På dette kursus vil vi åbne seks af disse porte ind til filosofien og høre om, hvad meningen egentlig var med de berømte udsagn, der den dag i dag giver genlyd.