Om Cafe biografen
Den 23. juli 1983 åbnede Cafe biografen som den første indflytter i det omdannede Brandts Klædefabrik. Bag initiativet stod to arkitekter Kjeld Knudsen og Jørgen B Christensen, en cand.mag. Ole Nielsen og en ernæringslærer Karen Krebs.
På 350 m2 i Pantheonsfløjen indrettede vi to biografsale og en cafe.
Ideen til denne kombination var set før i både Århus (Øst For Paradis) og København (Klaptræet), begge steder var filmrepetoiret baseret på mindre kvalitetsfilm snarere end de store Hollywoodbaskere, og cafeen dannede en atmosfærefyldt ramme om de cineastiske oplevelser.
I Brandts Klædefabrik fik vi, udover den ideelle beliggenhed, desuden foræret en sjæl fra de gamle stemnings- og lysfyldte fabrikslokaler. Cafe biografen blev en succes fra start.