100 kr.
De Forbandede År – med besøg af instruktør Anders Refn
søndag 15. marts kl. 12:30 - 15:00
Vi inviterer til en særlig forpremiere på De forbandede år – Fredens pris med besøg af filmens instruktør, Anders Refn.
Anders Refn er en af Danmarks mest markante filmskabere og har gennem årtier sat sit præg på dansk film – både som instruktør og klipper. Med sin særlige sans for historiske dramaer og komplekse menneskeskæbner har han skabt en stærk og vedkommende trilogi om besættelsestiden og de dybe spor, krigen trak gennem de danske familier. De forbandede år – Fredens pris er det afsluttende kapitel i den episke fortælling.
Året er 1945. Krigen er endelig slut. Danmark er frit, men splittet. Meget har ændret sig for familien Skov. Karl og Evas ægteskab er tyndslidt, og Eva beslutter at forlade sin mand. Samtidig venter et brutalt retsopgør for Karl og dem, der samarbejdede med nazisterne under krigen. Aksel og hans kammerater fra modstandskampen ser til med voksende frustration, mens landet kæmper for at genopbygge sig selv, og undervejs ser de målet om et nyt og bedre Danmark smuldre. Imidlertid samles Aksels søskende Valdemar og Helene samt Knuds enke, Britta, om en fælles drøm, der åbner nye perspektiver for familien.
Filmen er en dramatisk og gribende fortælling om en nation og en families forsøg på at hele sig selv. Det stjernebesatte cast tæller blandt andre Jesper Christensen, Bodil Jørgensen, Mads Reuther, Sara Viktoria Bjerregaard Christensen, Sylvester Byder, Pernille Højmark og Birthe Neumann. Jesper Christensen er ikke alene enestående i rollen som Karl Skov – han er også medforfatter på filmens manuskript.
Efter visningen inviterer vi til en samtale med Anders Refn om arbejdet med trilogien, filmens tematikker og de svære spørgsmål om skyld, ansvar og forsoning i kølvandet på krigen. Samtalen modereres af biografdirektør Birgitte Weinberger.
Vi glæder os til en stærk filmoplevelse og en spændende samtale.