De apokalyptiske forudanelser, der har rumsteret i en række af Béla Tarrs film, fuldbyrdes i ‘Hesten fra Torino’. Her går verden under. En far og en datter bor i en afsidesliggende hytte. Hesten har tydeligvis været deres primære kilde til overlevelse, og derfor lurer katastrofen lige rundt om hjørnet, da sygdom rammer dyret. Hesten i titlen er i øvrigt identisk med den, som filosoffen Friedrich Nietzsche i 1889 faldt om halsen af medlidenhed efter at have overværet, at den fik pisk, hvorefter den store tænker gik fra forstanden.

Filmen følger far og datters hverdagsrutiner i perfekt lyssatte kompositioner og skildrer den menneskelige eksistens skåret ned til et absolut minimum. Dramaet bliver båret af en voldsom storm, der ryster den lille hytte og dens omgivelser. Filmen modtog instruktørprisen i Berlin og blev Béla Tarrs sidste spillefilm.