Vi forsøger at sammensætte et varieret program hvor der både er plads til de mest kendte og hyldede film og nogle mere oversete mesterværker som fortjener et spotlight. Der skal være plads til både det engelsksprogede, det europæiske og verdensfilmen, og meget gerne både de kunstneriske, de komplekse og de mere folkelige biografoplevelser. At sidde i en fyldt biografsal og grine med Erik Balling er lige så vigtigt som at kunne genopleve Carl Th. Dreyer på det store lærred.
Omkring en gang om måneden indledes forestillingen med et oplæg der placerer filmen i en kontekst. Det kan handle om en særlig bølge eller genre af film, om en ekstraordinær instruktør eller skuespiller eller om en meget mere specifik detalje i filmhistorien.
Cinemateket er for filmen, hvad biblioteket er for bøgerne, og kunstmuseet er for billedkunsten. Vi er meget stolte af dette tilbud, som er et stærkt supplement til vores aktuelle premierefilm.