OFFSpring – As We Breathe
fredag 6. marts kl. 18:00 - 18:12
‘As We Breathe’ åbner i et flammehav: En eksplosion bryder ud på en tyrkisk kemifabrik og sætter gang i en omfattende naturbrand i de anatolske bakker, hvor 10-årige Esma bor med sin hårdt trængte familie. Og røgen fra højderne lægger sig stiltiende over deres gård i dette fortættede, inderlige og stemningsfulde drama om en piges tavse kamp for at overleve. For Esmas far, der var ansat på fabrikken, står nu uden arbejde, og så må hun træde til for at forsørge sin syge bedstemor og tre brødre. Men trykket stiger langsomt i det beskedne hjem, hvor Esma længes efter den omsorg, ethvert barn fortjener – indtil det hele pludselig brænder på.
Seyhmus Altun – Tyrkiet/Danmark – 95 min.
OFFSpring
OFFSpring er en festival for nye stemmer i dansk og international spillefilm – med særligt fokus på danske debutanter. I løbet af 10 dage fyldes Odenses biografsale med gæster, samtaler og film af tidens mest lovende instruktører.
OFFSpring arrangeres af Odense International Film Festival, der er en del af Kulturmaskinen og Odense Kommune og finder primært sted i Nordisk Film Odense og her hos os på Cafe biografen.
OFFspring finder sted 26.02 – 07.03.2026 og du kan læse meget mere her: https://offspringfilmfestival.dk