OFFSpring – Short Summer
søndag 1. marts kl. 18:30 - 20:30
På overfladen ånder alt fred i Nastia Korkias enigmatiske, prisvindende debutfilm om en 9-årig pige, der tilbringer sommeren med sine bedsteforældre langt borte i Rusland. Men volden ulmer bag hvert eneste af filmens mesterligt komponerede 16mm-billeder, som en konstant trussel under den landlige idyl. Vi fornemmer den i bedsteforældrenes skænderier, i radioreportagerne fra Tjetjenien og i de godstog med kampvogne, der passerer over markerne. I en tid præget af konflikt stiller ‘Short Summer’ et både enkelt og dybt kompliceret spørgsmål: Vil vi bevare barndommens uskyldige blik på verden eller tør vi se krigens realiteter direkte i øjnene?
Nastia Korkia – Tyskland/Frankrig/Serbien – 101 min.
OFFSpring
OFFSpring er en festival for nye stemmer i dansk og international spillefilm – med særligt fokus på danske debutanter. I løbet af 10 dage fyldes Odenses biografsale med gæster, samtaler og film af tidens mest lovende instruktører.
OFFSpring arrangeres af Odense International Film Festival, der er en del af Kulturmaskinen og Odense Kommune og finder primært sted i Nordisk Film Odense og her hos os på Cafe biografen.
OFFspring finder sted 26.02 – 07.03.2026 og du kan læse meget mere her: https://offspringfilmfestival.dk