95 kr.
Tyske Filmdage: Rave On
onsdag 22. april kl. 20:00 - 21:45
Det er med stor stolthed, at vi igen i år kan byde velkommen til Tyske Filmdage her i byens art house biograf fra d. 19. til d. 23. april. Hele syv spritnye filmtitler har vi på programmet, og vi kommer vidt omkring.
Hvad rører sig i tysk film lige nu? Svaret er: rigtig meget – og i mange retninger.
Årets Tyske Filmdage tager os med helt op på de største internationale scener og samtidig helt ind i de mere skjulte lag af både filmkunsten og det tyske samfund. Her er film, der har haft premiere i Cannes, Berlin og Venedig – men også film, der tør blive i det nære, det skæve og det oversete.
Vi bevæger os med andre ord på øverste hylde – men uden at miste nysgerrigheden. For Tyske Filmdage handler også om at opdage det, der ligger lige under overfladen: idéerne, strømningerne og de historier, der former samtidens Tyskland.
Velkommen til en festival, hvor vi både ser ud – og går tæt på.
Tyske Filmdage arrangeres i samarbejde med Grand Teatret med støtte fra Freiberufler.dk advokatfirma og Odense Kommune.
Rave On:
Berlins klubkultur blev optaget på UNESCOs liste over levende kulturarv i 2024, og turister valfarter til technoens Mekka og alle de klubber, der er så notorisk svære at komme ind på. Det problem kæmper filmens hovedperson, DJ’en Kosmo, også med. For han har en vinyl med nykomponerede tracks, som han forgæves forsøger at aflevere til technoguden Troy Porter. Men Kosmo har fået karantæne efter en uheldig episode på klubben, så nu må vores stakkels helt igennem et veritabelt forhindringsløb mellem firkantede dørmænd, ’Gute-Laune-Pillen’, darkrooms, romantik på dansegulvet og masser af tunge beats. ’Rave On’ er optaget til rigtige fester i rigtige klubber, og blandt de medvirkende er blandt andre Aaron Altaras (‘The Zweiflers’), Clemens Schick (‘Dogman’) og Hieroglyphic Being. Soundtracket er af Ed Davenport, John Gürtler m.fl.
Film vises med engelske undertekster