95 kr.
Wind Wind: Huavefolket og vindmølleparkerne i Mexico
onsdag 15. april kl. 18:30 - 19:45
Vi får besøg af Instruktør Niels Boel til en snak om klimaforandringerne i Latinamerika, og om filmens emne, vindmølleparker og oprindelige folks og generelt lokalbefolkningers rettigheder.
Om filmen:
Dokumentarfilm ”Wind Wind” om fiskersamfundet huave, et oprindeligt folk i Mexico, og de store vindmølleparker, herunder Vestas.
På Stillehavskysten i det sydvestlige Mexico kommer huave-folket, et lille oprindeligt folk, i klemme, da deres forblæste område udses til at anlægge Latinamerikas største vindmølleparker med 132 gigantiske møller. For vil de i fremtiden overhovedet få lov til at fiske ud for sandbankerne, hvor deres forfædre har opholdt sig gennem århundreder?
Ifølge mexicansk lov har landets oprindelige befolkning ret til at blive hørt, når der skal træffes beslutninger, som vedrører dem. Men må oprindelige folks rettigheder vige i lyset af behovet for at imødegå klimakrisen og tilfredsstille efterspørgslen efter ren energi?
I en verden med mangel på energi er fundamentale spørgsmål på bordet: Hvordan skal vi producere energi, hvorfor og på hvilke vilkår? Kan vi sætte oprindelige folks rettigheder ud af kraft med henvisning til den presserende klimadagsorden?