95 kr.
Tyske Filmdage åbningsgalla: Aftenvagten
søndag 19. april kl. 18:30 - 21:50
Det er med stor stolthed, at vi igen i år kan byde velkommen til Tyske Filmdage her i byens art house biograf fra d. 19. til d. 23. april. Hele syv spritnye filmtitler har vi på programmet, og vi kommer vidt omkring.
Hvad rører sig i tysk film lige nu? Svaret er: rigtig meget – og i mange retninger.
Årets Tyske Filmdage tager os med helt op på de største internationale scener og samtidig helt ind i de mere skjulte lag af både filmkunsten og det tyske samfund. Her er film, der har haft premiere i Cannes, Berlin og Venedig – men også film, der tør blive i det nære, det skæve og det oversete.
Vi bevæger os med andre ord på øverste hylde – men uden at miste nysgerrigheden. For Tyske Filmdage handler også om at opdage det, der ligger lige under overfladen: idéerne, strømningerne og de historier, der former samtidens Tyskland.
Velkommen til en festival, hvor vi både ser ud – og går tæt på.
Tyske Filmdage arrangeres i samarbejde med Grand Teatret med støtte fra Freiberufler.dk advokatfirma og Odense Kommune.
Åbningsgalla kl. 18.30:
Cafe biografen, Kjær & Sommerfeldt, Freiberufler advokatfirma og Odense Kommune inviterer til åbningsgalla inden årets første film til Tyske Filmdage.
Fra kl. 18.30 serverer vi lækre tyske vine i caféen til alle med billet til filmen. Så kom i god tid og vær med til at skyde Tyske Filmdage i gang!
Aftenvagten kl. 20.00:
Floria (Leonie Benesch – mindst lige så fantastisk som i ’Lærerværelset’) er en dedikeret sygeplejerske, der på sin underbemandede aftenvagt må navigere i et ubarmhjertigt opskruet tempo på en kirurgisk afdeling på et hospital i Schweiz. Floria tilfører sin patientpleje empati og varme, og hun starter sin arbejdsdag iført nye, hvide sneakers og fyldt med gåpåmod. Men undervejs er hun i fare for at tabe det hele på gulvet. I takt med at patienterne får det dårligere, og deres pårørende hiver og flår i hende, kastes hun ud i et hektisk kapløb med tiden. ’Aftenvagt’ er ikke en klagesang over et fortravlet sundhedsvæsen, men snarere en hyldest til dem, der på trods af det ydre pres gør det så godt, som de kan. Og så er filmen elementært spændende, for publikum holdes hele tiden på tæerne. Ligesom filmens heltinde.