HCA Festivals / Sofie 1998 på Amfiscenen
20
aug
Varme popmelodier fylder sommeraftenen, når Sofie1998 indtager Amfiscenen i Odense.
Som åbne dagbøger fyldt med varme, livsnydelse og selvironi – sådan er sangene fra Sofie Bachs hånd blevet beskrevet. Hun skildrer hverdagens ironiske absurditeter og udfordringer med et glimt i øjet og et smil på læben.
Sofie1998, som hun kalder sig, flyttede i 2020 fra Jylland til hovedstaden i sin stræben efter en musikkarriere. Med en finaleplads i Karrierekanonen i 2022 tog hun et godt skridt videre mod at forfine sit musikalske udtryk og håndværk.
I slutningen af 2024 udgav hun singlen ‘Marianne og Henrik’, hvor hun synger til sine forældre om ikke at ville have børn og lysten til et friere liv. Samtidig omfavner sangen også den tvivl, man kan være bange for kommer, når man bliver gammel; nemlig om man har valgt rigtigt.
Senest har Sofie udgivet den helt store festbanger Carpe Diem, der ligesom Marianne og Henrik har markeret sig på bl.a. P4 og flotte playliste placeringer på Spotify. Sofie har også fået en fornem anerkendelse med nominering til Carl Prisen.
Koncerten er gratis og finder sted på Amfiscenen, og er en del af HCA Festivals flotte program, som du kan se her: Om festivalen – HCA Festivals